Anmeldelse af Xplora 4 smartwatch

Vi har været så heldige at få lov at teste Xplora 4 smartwatch til børn. Mine to ældste drenge på 7 og 9 år modtog begge et til test kort før jul og har nu haft det i lidt over en måned. Jeg vil herunder fortælle lidt om vores erfaringer med uret.
Ingen af drengene har fået mobiltelefon endnu, så dette blev lidt deres første mobil, da uret også har en ringefunktion. Især dette gør, at drengene er blevet meget glade for uret! Begge har de indtil nu haft et Garmin Vivofit jr. 2, som de har været super glade for, så det bliver også lidt en sammenligning af de to ure.

Xplora 4 og det gamle Garmin Vivofit jr. 2


Urets funktioner
Telefon
Som nævnt kan man ringe og modtage opkald fra uret. Dog kan man kun ringe til op til 20 forhåndsgodkendte kontakter og det er også kun dem, der kan ringe til uret. Dermed får barnet ikke opkald fra folk, de ikke kender, og når de ikke er ældre har antallet været fint, da især ham på 7 ikke kender så mange med mobil endnu.
Det er klart denne funktion, som vores børn har brugt allermest. Det, at ham på 7 lige selv kan cykle hen til en ven, og så ringe, når han var kommet derhen, eller hvis han gerne vil blive lidt længere, har fungeret super godt.
For vores ældste har det givet en mulighed for at kommunikere med de klassekammerater, der har fået mobil (vi vil gerne vente, til han bliver 10 år) mens de evt. gamer eller bare snakker sammen efter skole. Det synes han selv er ret fedt.

Og så giver det også alle en tryghed, at hvis de pludselig skulle blive væk, så kan de altid ringe.

Kamera og billeder
Telefonen er udstyret med et 2MP kamera, så barnet kan tage selfies. Vores børn synes, det er sjovt, og de tager også både billeder af sig selv og deres venner. Personligt synes jeg dog, billederne bliver for uskarpe og for dårlig opløsning. Alle billederne lagres på uret.

Chat og SMS
I chatten kan vi som forældre (eller den voksen som har forældreappen) skrive beskeder til barnet som enten kan svare med en forud installeret besked – ex. ‘Jeg går hjem nu’ eller ‘Jeg ringer senere’, lave en talebesked eller sende en emoji.
Det skulle også være muligt at bruge chat-funktionen mellem urene, men denne funktion har vi desværre ikke kunne få til at virke.
Man kan heller ikke chatte med andre end dem, der har forældreappen installeret, så det giver lidt begrænsninger, og vi har også kun selv brugt det meget lidt.

Alle kontakter kan sende SMS, men man kan ikke svare, så det har vi slet ikke brugt.


Alarm
Uret giver mulighed for at have op til flere alarmer, så det kan både bruges til vækkeur om morgenen og ex. hvis barnet har brug for en alarm torsdag kl. 15, fordi han skal til fodbold. Det med alarmer bruger især ham på 7 til at huske aftaler.

Stopur

Fungerer som almindeligt stopur.

Musik
Denne funktion virker desværre ikke pt. Det kunne min ældste ellers rigtig godt tænke sig, da det er en funktion han glæder sig til at få i en rigtig mobil.


Skridttæller
Fungerer som på andre ure. Dog tæller den nogle flere skridt per dag end deres Vivofit jr 2 ur.


Forældreappen
Til uret hører en app til forældre. Man kan sagtens have flere ure tilknyttet samme ur, så det fungerer fint.

Screenshot fra forældreappen til Xplora 4

I appen kan man udover at tilføje kontakter til uret også se, hvor barnet befinder sig via GPS tracker – indstille safe zone (så får man en notifikation, når de forlader den eller kommer ind i den) samt indstille skolemodus, hvilket betyder, at man i det tidsrum ikke kan ringe eller skrive til uret. Det har vi brugt på begge ure i skoletiden.

Hvad vi savner og mindre gode ting
I forhold til Garmin Vivofit jr. 2 savner vi især timer-funktionen. Altså at man kan sætte uret til at bippe efter en bestemt periode. Vi har meget brugt, at de fx må spille iPad i 20 minutter, eller de skal læse i 20 minutter, og der bruger de timeren. Faktisk så bruger vores ældste (der har autisme) den funktion så ofte, at han haft valgt at gå med to ure lige pt.

Derudover skulle begge drenge lige vænne sig til at tage uret af, når de skulle i bad, da Garmin urene jo er vandtætte.

Den store skærm, skriver Xplora, er lavet til aktive børn, men min ældste havde kun haft det på én dag, før skærmen var ridset. Jeg synes skærmen er meget udsat i forhold til andre, der er mere beskyttet af gummiet fra urremmen.

Vil vi anbefale uret?

Vi har faktisk allerede anbefalet det til et par stykker med børn i samme alder som ham på 7. De fleste på 9 år enten har eller får snart en mobiltelefon og så er det måske lidt overflødigt med uret. Det, at de altid har uret ved hånden og man derfor nemt kan få fat på dem, har givet en større frihed til dem og muligheden for som forældre at give lidt mere slip.

Prisen for uret er selvfølgelig en anden end Garmin urene, og så kommer telefon-abonnementet oveni.
Jeg har dog spurgt mine børn, hvilket ur de foretrækker, og de var ikke i tvivl og er begge vilde med deres nye Xplora 4 🙂

(da jeg skulle skrive denne anmeldelse fandt jeg ud af, at der er kommet et Xplora 5, der skulle have nogle opdateringer. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er, men det bør man helt sikkert undersøge)

Reklame: Vi har modtaget urene gratis fra Xplora mod at skrive en anmeldelse. Jeg har dog forsøgt at være så ærlig som muligt.

Advertisement